UPDATE
16. april 2025
Apple løfter sløret for miljømæssige fremskridt med en reduktion på over 60 procent i virksomhedens globale udledning af drivhusgasser
Forud for Jordens dag når Apple nye milepæle inden for reduktion af udledning, ren energi og genanvendte materialer
Apple har i dag annonceret, at virksomheden har reduceret sin globale udledning af drivhusgasser med over 60 procent sammenlignet med referenceværdien for 2015 som led i Apples 2030-mål om at være CO₂-neutral på tværs af alle aktiviteter inden for de næste fem år. Virksomheden har nået en række andre vigtige miljømæssige milepæle, herunder brug af 99 procent genanvendte sjældne jordarter i alle magneter og 99 procent genanvendt kobolt i alle Apple-designede batterier.1 Apple har delt dette og yderligere fremskridt i virksomhedens årlige statusrapport om miljøet, som blev offentliggjort i dag.
“Vi er enormt stolte af vores fremskridt imod Apples 2030-mål, som berører alle dele af vores forretning,” udtaler Lisa Jackson, Apples Vice President for Environment, Policy, and Social Initiatives. “I dag bruger vi mere ren energi og en større andel genanvendte materialer til at fremstille vores produkter end nogensinde før. Vi beskytter vandressourcer, mindsker mængden af affald verden over og investerer massivt i naturen. Jo tættere vi kommer på 2030, desto mere krævende bliver arbejdet – og vi imødegår udfordringerne med innovation, samarbejde og handlekraft.”
Apples 2030-strategi prioriterer at reducere udledningen af drivhusgasser med 75 procent sammenlignet med referenceåret 2015, før de resterende udledninger opvejes af CO₂-kreditter af høj kvalitet. Sidste år betød Apples omfattende indsats for at reducere sit CO₂-aftryk – herunder den fortsatte overgang til vedvarende elektricitet i forsyningskæden og design af produkter med en større andel genanvendte materialer – at virksomheden undgik en udledning på anslået 41 millioner tons drivhusgasser.
Apple fejrer Jordens dag med sine teams, partnere og kunder verden over. I denne anledning får du et overblik over de miljømæssige fremskridt, virksomheden har opnået.
Fremskynder ren energi i Apples forsyningskæde
Der er nu 17,8 gigawatt vedvarende elektricitet i drift i Apples globale forsyningskæde, takket være virksomhedens mangeårige samarbejde med sine leverandører om at overgå til 100 procent vedvarende energi i deres fremstilling af Apple-produkter inden udgangen af 2030. Den vedvarende energi, som Apples leverandører brugte, forhindrede i 2024 en udledning på 21,8 millioner tons drivhusgasser, hvilket er en stigning på over 17 procent sammenlignet med året før. Derudover forhindrede leverandørerne en udledning på næsten 2 millioner tons drivhusgasser sidste år ved at arbejde sammen med Apple om at optimere deres energieffektivitet.
Fremmer renere produktion af halvledere
Ud over at omstille leverandører til ren energi arbejder Apple på at nedbringe den direkte miljøpåvirkning fra industriprocesser i hele forsyningskæden. Dette omfatter produktionen af halvledere og fladskærme, der begge udsender meget kraftige fluorholdige drivhusgasser (F-GHG). I dag annoncerer Apple, at 26 af virksomhedens direkte leverandører af halvledere har forpligtet sig til at reducere udledning af F-GHG med mindst 90 procent på deres faciliteter med Apple-relateret produktion inden udgangen af 2030. Mange af disse faciliteter fremstiller også produkter til andre kunder, hvilket bevirker, at denne udvikling ikke bare gavner Apple. Derudover har 100 procent af virksomhedens direkte leverandører af skærme forpligtet sig til det samme mål. I 2024 reducerede leverandører af skærme og halvledere udledningen af drivhusgasser med 8,4 millioner ton, og de nye forpligtelser vil fremskynde denne fremgang i de kommende år.
Udvider brugen af genanvendte og vedvarende materialer
Apple fortsætter med at bruge en større andel genanvendte og vedvarende materialer i sine produkter, hvilket hjælper med at reducere virksomhedens CO₂-aftryk, uden at det går ud over produkternes kvalitet eller ydeevne. Tidligere på året nåede Apple mere end 99 procent i mål med sine 2025-bestræbelser på at anvende 100 procent genanvendte sjældne jordarter i alle magneter og 100 procent genanvendt kobolt i alle Apple-designede batterier. Magneter står for langt den største del af brugen af sjældne jordarter i Apples produkter, og Apple-designede batterier udgør over 97 procent af Apples samlede koboltforbrug. Apple stræber efter at anskaffe både genanvendte og primære mineraler på en ansvarlig måde og fremmer høje standarder for menneskerettigheder og miljø i hele forsyningskæden.
Eliminerer flere millioner tons affald
I 2024 omdirigerede de leverandører, der deltager i Apples Zero Waste-program, cirka 600.000 tons affald væk fra lossepladser, hvilket bragte den samlede mængde affald, som ellers ville være endt på lossepladsen, op på 3,6 millioner tons, siden programmet blev lanceret i 2015. Det svarer til at eliminere 4,5 millioner kvadratmeter deponiplads. Apple og Apples leverandører arbejder på innovative løsninger for at sætte yderligere skub i fremskridtene, lige fra at bruge genanvendelig beskyttelsesfilm og genanvendelige bakker i produktionen til at genvinde værdifulde metaller fra affaldsvæsker, der opstår under fremstillingen af printkort.
Innovation, der mindsker udledningen fra produkter
Apples miljømæssige fremskridt kan ses i virksomhedens produkter. Tidligere på året lancerede Apple den nye MacBook Air, som består af over 55 procent genanvendt materiale, hvilket er en større andel end i noget andet Apple-produkt. Sidste år lancerede Apple den første CO₂-neutrale Mac i form af den nye Mac mini. Og kunderne kan vælge en CO₂-neutral udgave af enhver Apple Watch-model – uanset materiale. Apples CO₂-neutrale produkter er resultatet af innovatione løsninger, der markant reducerer udledningen af drivhusgasser fra de tre største kilder – materialer, elektricitet og transport – før den lille resterende mængde udledning opvejes af CO₂-kreditter af høj kvalitet fra naturbaserede projekter.

Sparer flere milliarder liter vand hvert år
Siden lanceringen af Supplier Clean Water-programmet i 2013 har Apple og Apples leverandører sparet over 340 milliarder liter ferskvand. Programmet fremmer genbrug af vand, effektiv brug af vand og andre initiativer på faciliteter verden over. Den gennemsnitlige genbrugsrate blandt de deltagende leverandører var 42 procent sidste år, hvilket alene i 2024 sparede 53 milliarder liter ferskvand. Apple har sat sig som mål at genoprette alt det ferskvand, virksomheden forbruger i områder med vandstress, inden udgangen af 2030. Apple har nu indgået langsigtede partnerskaber, der udgør over 40 procent af målet. Dette omfatter støtte til nye og igangværende genopretningsprojekter i USA, Indien og Afrika, som tilsammen forventer at spare næsten 34 milliarder liter vand de næste 20 år.
Fejring af Jordens dag med Apple
I anledning af Jordens Dag giver Apple kunder og brugere mulighed for både at lære om og bidrage til beskyttelsen af planeten – fra at være med til at genanvende vigtige materialer til at opleve indhold, der hylder Jorden.
Med Apple Trade In og programmerne til gratis genanvendelse, som er tilgængelige i Apple Stores verden over, kan kunderne aflevere Apple-produkter, som de ikke bruger længere, og få et tilskud til et nyt produkt eller få dem genanvendt på ansvarlig vis.
Den 22. april kan Apple Watch-brugere optjene en limited edition-præmie i anledning af Jordens dag ved at gennemføre enhver træningsaktivitet på mindst 30 minutter, hvilket opfordrer dem til at komme udenfor og holde sig aktive. Den 21. april tilføjes der et nyt afsnit af Tid til at gå, som fejrer Jordens dag, og hvor skuespilleren og klimaforkæmperen Shailene Woodley medvirker. Brugerne får også adgang til en samling af Tid til at løbe-afsnit med Fitness+-instruktører ved Lake Tahoe, i Zion National Park, Kona i Hawaii og Yellowstone National Park. Brugerne kan også prøve en meditation med fokus på vejrtrækning med Fitness+-instruktøren Jessica Skye.
I Apple TV-appen kan kunderne også se film og serier, der hylder Jorden, i “The Future Is Up to Us”, der er et rum, som viser underholdning for hele familien, portrætter af pionerer og imponerende Apple Originals som The Last of the Sea Women. Og på Jordens dag sætter Apple TV+ fokus på planetens vidundere med et udvalg af prisbelønnede originale serier, specials og kortfilm, herunder Jane, Stillwater, Earthsounds, Earth at Night in Color, Tiny World, Prehistoric Planet, The Secret Lives of Animals, Here We Are: Notes for Living on Planet Earth og mange flere.
I en ny Jordens dag-samling i Tips-appen kan brugerne lære om miljøvenlige handlinger på iPhone, bl.a. hvordan man identificerer planter i Fotos-appen, tilpasser og downloader Kort til en tur ud i naturen, sparer elektricitet derhjemme og meget mere.
Du kan få mere at vide om Apples miljøindsats på apple.com/environment.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel
- Genanvendte materialer er certificerede i henhold til standarder, der overholder ISO 14021, og alle angivelser af kobolt er beregnet ud fra en fordeling af massebalancen.